Teglværkerne på Langeland – en glemt historie
Foredrag af Peter Dragsbo om teglværkernes historie på Langeland
Lige siden middelalderen har tegl været et vigtigt byggemateriale: Først til klostre og kirker, i renæssancen til herregårde og borgerhuse og fra o. 1800 mere og mere i det almindelige byggeri. Derfor har der været teglværker overalt, også på Langeland. Omkring 1850 brød byggeriet med tegl for alvor igennem i Rudkøbing, og der blev anlagt flere teglværker rundt om byen. I anden halvdel af 1800-tallet blev tegl også almindeligt på landet, og derfor fik øen en række teglværker i nord og syd. Dårlige tider omkring 1. verdenskrig og konkurrence fra de moderne teglværker betød slut for de fleste værker på øen; det sidste i Dageløkke sluttede i 1968. Der er kun få rester af værkerne, men husene, hvor teglet blev brugt, står overalt.
Peter Dragsbo, der efter en lang karriere i museumsverdenen nu er bosiddende på Langeland, er redaktør af bogen Danmarks Teglværker, Langeland og Ærø, der udkom sidste år.
Langelands Folkeuniversitet er arrangør af foredraget, der er åbent for alle interesserede. Det afholdes torsdag den 3. april kl. 16:00-18:00 i Sognehuset, Torvet 1 i Rudkøbing. Entre 75 kr. inkl. kaffe/te og kage.
